Lørdag aften summede det gamle klubhus i NFC Syd af energi, grin og stærkt fællesskab, da Nykøbing FC og Wednesday Club afholdt endnu et arrangement i vores fælles kulturskaberforløb for unge. Pladserne var revet væk på forhånd, og de fremmødte blev mødt af en aften, der både inspirerede, udfordrede og styrkede.

På programmet var eventkonceptet “Omklædningsrummet” – en aften, hvor deltagerne kunne dykke ned i temaer som selvtillid, personlig fremtoning og sociale medier. Aftenen startede med en make-up-tutorial, hvor der både blev lært teknikker og stillet spørgsmål, og hvor stemningen fra første minut var åben og nysgerrig.

Herefter fulgte en fælles talk om, hvordan man navigerer i sociale medier og bevarer sin tro på sig selv i en verden med konstante forventninger. Samtalen blev ærlig, modig og fyldt med refleksioner, da deltagerne aktivt bidrog og delte deres egne erfaringer.

Der var smil, højt humør og masser af fællesskabsfølelse gennem hele aftenen. Alle deltagere gik derfra med en goodiebag under armen og forhåbentlig også med fornyet selvtillid og værdifulde perspektiver.

Nykøbing FC og Wednesday Club glæder sig allerede til næste kapitel i samarbejdet og til at skabe endnu flere meningsfulde oplevelser for de unge i lokalområdet.

#SuccesSkabesSammen #NFCSamfund