Bag dagens låge gemmer sig de måske to bedste sæsoner i træk i klubbens historie, da dagens tilbageblik dækker årene 2001-2003.
Efter Nykøbing F. Alliancens euforiske oprykning til 2. division i klubbens blot anden sæson nogensinde, lå de dengang lilla bjørne en rum tid i 2. division.
Tiden efter den gode start for klubben bød dog også på en nedrykning, hvorfor Nykøbing F. Alliancen i starten af det nye årtusinde atter lå i Danmarksserien.
Det blev der dog i den grad ændret på i perioden 2001-2003, hvor tiden bød på to oprykninger i træk.
Lohse: Det var en voldsomt optimistisk periode
Har man fulgt Nykøbing FC i løbet af de seneste 25 år, vil de fleste nok nævne én angriber som værende lidt giftigere end de andre.
Martin Lohse spillede sammenlagt 11 år i det daværende Nykøbing F. Alliancen og Lolland-Falster Alliancen, og han husker tydeligt årene omkring slutningen af 90’erne og starten af 00’erne.
– Jeg husker det som en voldsom optimistisk periode. Ikke blot fordi vi endte med at tage den lynhurtige vej fra Danmarksserien til 1. division, men også fordi der kom en masse unge talenter af egen avl, som var med til at skubbe på holdet i en rigtig god retning.
– Carsten Broe kom til som træner, og nu skulle man skabe det her nye hold. Der var bare en stor begejstring og optimisme i klubben, i truppen, men også rundt omkring på landsdelen, der virkelig købte ind på det her nye Nykøbing-hold, siger Martin Lohse.
At lokalmiljøet virkelig troede på det nye og talentfulde Nykøbing-hold kom også til udtryk på stadion, hvor opbakningen ikke var til at tage fejl af.
– Der var enorm opmærksomhed på os. Vi havde jo flere tilskuere til vores kampe i Danmarksserien end samtlige hold i 1. division havde til deres. Det afspejlede meget godt den her lokale forankring, der var omkring holdet. Det var en anden tid, men det lokale islæt betød rigtig meget.
– Det virkede også som om, at folk havde den her følelse af, at Nykøbing F. Alliancen var en sovende kæmpe, der var ved at vågne op. Sådan følte vi det i hvert fald, og det kom jo også voldsomt til udtryk, når vi spillede på hjemmebane, fortæller han.
De mange tilskuere i Nykøbing F. Idrætspark blev da også forkælet i starten af 00’erne. Sejrene kom i massevis og mål blev der scoret rigeligt af – ikke mindst af Martin Lohse, der tre år i træk blev topscorer i Danmarksserien inden, at det i 2002 blev til oprykning.
Her fortsatte Lohse sine imponerende præstationer, og han blandede sig i toppen af topscorerlisten i både 2. og 1. division i de kommende sæsoner.
De mange mål skabte naturlig interesse for ham, men Lohse valgte at blive og bygge noget stort op på Lolland-Falster.
– Der var mange bud efter mig fra klubber, der gerne ville købe mig, men det var nok egentlig deromkring, at jeg for alvor fandt ud af, hvad der betyder noget for mig, og det er det med at være med til at skabe og bygge noget op. Jeg havde det helt vildt godt med at være en af frontpersonerne, der symboliserede, at vi blev nødt til at stå sammen, hvis vi skulle skabe de resultater, som vi så gerne ville have. Det var en vildt fed periode med en masse gode mennesker både på og omkring holdet, mindes han.
Det flotte spil og de mange sejre i Danmarksserien blev i 2002 vekslet til en oprykningskamp mod Hvidovre II. Kampen blev vundet med knusende sikre 4-0, og alle fire kasser blev sat ind af Lohse.
Den tidligere angriber mindes kampen og sæsonen som værende noget helt specielt.
– Oprykningssæsonen til 2. division var fuldstændig magisk. Vi spillede noget fantastisk fodbold og scorede rigtig, rigtig mange mål. Det var på en eller anden måde en forløsning, fordi vi havde været lige ved og næsten med oprykningen sæsonen før.
– At være med til at spille holdet tilbage i divisionerne og på den måde i lige netop den kamp være med til at have en indvirkning på, at det lykkes – det var fantastisk.
– Vi blev hyldet på balkonen på Nykøbings rådhus, og det var i det hele taget bare en stor fest. Jeg kan huske, at jeg om morgenen allerede kunne mærke, at det blev en god dag. Da vi gik på banen mod Hvidovre II, så kunne vi bare mærke, at dem her – dem kører vi midtover, og så tager vi den oprykning, fortæller manden med flest mål i Nykøbing FC’s historie.
Efter oprykningen stod den på 2. division for anden gang i klubbens historie, og her blev sæsonens første kamp en indikator på de kommende par sæsoners eufori omkring holdet.
– Det var lidt overraskende, at vi også vadede gennem 2. division. Vi havde jo fået at vide, at vi var meget unge og at vi nok ikke kunne stå distancen og undgå store udfald. Det lod vi os heldigvis ikke kyse af, og allerede i den første kamp i 2. division fik vi en voldsom indikator på, hvor vi stod.
– Vi mødte Holstebro på udebane, og de var spået til at skulle rykke i 1. division. Alligevel tog vi derover og vandt 5-1. Vi måtte lige knibe os selv lidt i armen og sige ’hvad fanden sker der?’, men der var også mange andre, der lige drejede hovedet og fik øjnene op for, hvad vi havde gang i.
– Vi blæste jo igennem den række og rykkede videre op. Det var – og er stadig – meget uhørt, at man bare drøner igennem en række som om, at den ikke eksisterede, slutter Lohse.
Da ’Tordenstøvlens’ hattrick sendte NFA i 1. division
En anden spiller, der i slutningen af 90’erne og i starten af 00’erne var yderst markant for Nykøbing F. Alliancen, var Kenneth Jørgensen, der fra barnsben havde spillet i B1921.
Kenneth Jørgensen – eller ’Tordenstøvle’, som han senere blev kendt som – havde derfor taget turen hele vejen gennem ungdomssystemet i klubben med blot en enkelt afstikker væk, da han var i OB.
Jørgensen havde derfor set klubben blive dannet fra start af, og han så ligesom Martin Lohse en stor ændring i klubben omkring årtusindeskiftet.
– Der begyndte at ske en masse i slutningen af 90’erne og i den første del af 00’erne. Vi fik en ny dygtig træner, og vi var nogle spillere, der vendte hjem og fik samlet en række nykøbingensere, som havde været ude og få lidt luft under vingerne. Lige pludselig havde vi et meget slagkraftigt mandskab i Danmarksserien, der jo nærmest uden flere tilførsler af spillere senere skulle vise sig at rykke op i 1. division, mindes Tordenstøvlen, der heller ikke har glemt den helt særlige opbakning i Nykøbing F. Idrætspark som ingen andre Danmarksseriehold kunne prale af.
– Sammenlignede man os med de hold, som vi lå og konkurrerede med, så havde vi en kæmpestor opbakning. De fleste steder vi kom hen og spillede var der bare en snor rundt om banen, men i Nykøbing F. Idrætspark sad der op med 1000 tilskuere, så der var kæmpestor opbakning, og det mærkede vi tydeligt.
Efter klubbens fornemme oprykning fra Danmarksserie til 2. division, var der naturligvis stor spænding omkring, hvordan klubben denne gang ville klare sig på divisionsniveau. Ifølge Kenneth Jørgensen havde man dog en træner, der var stærkt medvirkende til, at holdet blot red videre på den bølge, som det nye årtusinde havde sat i gang.
– Det store spørgsmål var jo så nu, hvad der nu ville ske, når vi rykkede op, og om vi overhovedet kunne klare os. Man gik jo og var en lille smule i tvivl, men der havde vi heldigvis en træner i Carsten Broe, der havde været på lidt højere niveau, og han gjorde det klart for os, at der ikke var nogen problemer der. Vi skulle bare gøre sådan og sådan, være ligeglade med de andre og ellers bare koncentrerer os om os selv, så skulle det nok gå. Som oprykkerhold stiller man sig tit ned og forsvarer, men vi kom med en selvtillid, der gjorde, at vi bare fortsatte vores offensive spil, og så fløj vi jo bare derudad.
– Allerede fra start af lagde vi os solidt i rækken, og pludselig kom der en stime, hvor vi vandt otte kampe i træk, hvilket dengang var klubrekord. Derfra var der kun én vej, og så flaskede det sig sådan, at vi i andensidste runde kunne sikre oprykningen ude mod Skive.
Nykøbing F. Alliancen vandt opgøret mod Skive med 4-2 efter en dramatisk kamp, der ifølge Kenneth Jørgensen kunne have tippet begge veje. Selv var han stærkt medvirkende til, at det gik holdet fra Lolland-Falsters vej, da han scorede hattrick, men alligevel er det ikke dét, som ’Tordenstøvlen’ først kommer til at tænke på ved oplevelsen.
– Det var en speciel kamp. Jeg havde selvfølgelig en fin aktie i sejren, men det er ikke dét, som jeg tænker tilbage på, det er nærmere hele turen.
– Der var et kæmpe sammenhold på det hold, og det er også det man tænker tilbage på, når man skuer lidt bagud. Vi var rigtig sammentømret, og der var ingen på holdet, der ikke kunne sammen – det var noget helt specielt. Ingen var for store eller små til at deltage i arrangementer, og jeg tror også på, at det var derfor, at det gik så godt som det gjorde inde på banen. Når man har det godt med hinanden, så løber man bare også de ekstra meter, og det gjorde vi dengang.
– Carsten Broe indførte jo, at vi engang i mellem overnattede, når vi skulle spille langt væk hjemmefra. Ofte tog vi ud og spiste sammen eller spillede lidt billard inden, at vi så tog hjem på hotellet og snakkede røverhistorier inden, at vi så dagen efter kom ud med det fælles mål, at vi skulle gøre det færdigt og rykke op. At vi så går ud og spiller den kamp, vi gør – det giver bare én stor pakke, og det var en rigtig speciel oplevelse at være med til, fortæller Kennet Jørgensen.
Klubbens første oprykning til 1. division var dermed en realitet – blot ét år efter, at man var rykket i 2. division. Det faktum blev ifølge Jørgensen da også fejret på behørig vis på vej hjem fra Nordjylland.
– Skive var nogle rigtig gode værter. De havde sat rigtig meget øl ind i vores omklædningsrum, og da dét så var væk, jamen så kom de bare med noget mere.
– Der blev lavet rigtig, rigtig mange sjove ting på vej hjem fra Skive – også nogle ting, som ikke skal skrives her, men der var ikke ret mange, der havde meget tøj på og der var også noget med en mark på en rasteplads et sted, som jeg ingen anelse har om, hvor var, griner han inden, at han fortsætter.
– Vi kom hjem til Nykøbing, hvor folk stod klar til at tage imod os, og der var også en bar, der var så flinke at åbne op for os, så vi kunne være der indtil, at vi ikke kunne mere.
– Dagen efter skulle vi selvfølgelig snakke med en masse aviser, og der måtte vi så gøre vores bedste selvom, at det ikke var helt nemt at komme op.
– Hele den tid i klubben er noget, som jeg godt kan lide at tænke tilbage på, og det er noget af det største jeg har været med til, slutter Kenneth Jørgensen.
Statussen som 1. divisionshold varede frem til 2006, men inden da bød tilværelsen på en pokalkvartfinale mod Brøndby IF i en tætpakket Nykøbing F. Idrætspark.
Følg med i NFC-julekalenderen og næste historiske tilbageblik, der fører os op til netop den kamp.