1. januar 2019 er det 25 år siden, at Nykøbing FC blev stiftet og i julekalenderens første historiske tilbageblik, ser vi tilbage på dengang, hvor B1901 og B1921 indgik et historisk samarbejde.
Kært barn har mange navne, og det samme kan siges om Nykøbing FC.
For selvom navnet Nykøbing FC blot går tilbage til sommeren 2013, så har klubben eksisteret i snart 25 år – først under navnet Nykøbing F. Alliancen, sidenhen under Lolland-Falster Alliancen og nu altså under navnet Nykøbing FC.
Klubben startede i 1994 som en overbygning af de hæderkronede Nykøbing-klubber, B1901 og B1921, og vi har taget en snak med henholdsvis en lokaljournalist, primusmotor på overbygningen og ikke mindst en vaskeægte angriberlegende i klubben, der var med fra allerførste dag.
En regnvejrsdag i Holeby
I 1970’erne var den ene af Nykøbing FC’s nuværende moderklubber, B1901, Lolland-Falsters helt store fodboldflagskib med et hold i landets bedste fodboldrække. Med tiden gik det dog ned ad bakke, og pludselig befandt den hæderkronede klub sig i LF Serien.
Det var netop en kamp i LF Serien, der skulle vise sig som værende et af flere afgørende øjeblikke i tilblivelsen af en fælles fodboldfront i form af et samarbejde mellem Nykøbing-klubberne B1901 og B1921, da den daværende borgmester i Nykøbing, Poul-Henrik Pedersen, var til kamp i Holeby.
– Det gamle 1. divisionshold fra B 1901 spillede i LF Serien, og jeg husker, at jeg en regnvejrsdag stod sammen med min rigtig gode ven og mangeårige formand i B1901, Karsten Kragh, og så en kamp i Holeby, hvor B1901 skulle vinde for at rykke op i Danmarksserien. Kampen blev vundet, men vi stod og tænkte, at det sgu ikke kunne være rigtigt, at vi ikke havde et decideret fodboldflagskib på Lolland-Falster længere, fortæller Poul-Henrik Pedersen, der var borgmester i den daværende Nykøbing Falster Kommune.
År forinden havde der været snak om at lægge de rivaliserende Nykøbing-klubber B1901 og B1921 sammen – dog uden held. Nu skulle det dog være, og det var med en ny storhedstid for fodbolden på Lolland-Falster for øje.
– Idéen om en sammenlægning af klubberne var med tanke om at skabe en ny æra for fodbolden på Lolland-Falster. Vi ville tilbage til de gloværdige tider, hvor fodbolden hernede var med i toppen af dansk fodbold, og det kunne vi se ikke ville ske uden en sammenlægning. Det var helt afgørende at få lagt klubberne sammen – både for profileringen af kommunen, men også fordi det var så ærgerligt at se klubberne på skift være det bedste hold i byen og ’stjæle’ hinandens spillere. Det kunne der aldrig komme et tophold ud af i dansk fodbold, mindes den tidligere borgmester, der i perioden herefter satte handling bag tankerne.
– Jeg begyndte at snakke med en masse mennesker omkring det, og også erhvervslivet rørte på sig. De kaldte blandt andet ind til et møde på teaterhotellet, hvor de fortalte, at hvis de skulle være med til at støtte op om sådan et projekt, så måtte vi finde ud af være én klub.
– Jeg inviterede herefter formand fra B1921, Poul Arne Henriksen, og formand fra B1901, Karsten Kragh, til et møde på rådhuset omkring mulighederne for en sammenslutning af klubberne, men det svarede jo nærmest til når den russiske præsident Gorbatjov og den amerikanske præsident Ronald Reagan skulle mødes. Der var en meget spændt stemning omkring det, og på det tidspunkt var det meget hemmeligt. Det var jo sådan, at jeg måtte lukke de to formænd ind af to forskellige døre, og så gik vi helt op i toppen af rådhuset, hvor der var et lille mødelokale. Så sad vi der og snakkede.
– Vi var alle enige om, at det var vejen at gå med et samarbejde, og så gik vi ellers i gang med at forberede os, fortæller Poul-Henrik Pedersen.
Snakken begyndte også at gå i lokalmiljøet, og tanken om at slå Nykøbings to bedste fodboldklubber sammen til ét fodboldflagskib havde også nået trupperne hos de respektive hold.
Poul-Henrik Pedersen blev da også kontaktet direkte af den daværende anfører for B1921, en vis Axel Castenschiold, der ikke lagde skjul på, at han og holdkammeraterne gerne så sammenlægningen blive en realitet.
– Der skete jo også det samtidig, at jeg kunne mærke på spillerne i begge klubber, at de meget gerne ville den her sammenlægning. De var kammerater på kryds og tværs i klubberne, og de havde jo ikke noget imod hinanden.
– En dag ringer den daværende anfører for B1921, Axel Castenschiold, til mig og siger, at de gerne vil markere, at de vil sammenlægningen. Så der blev skrevet et flammende læserbrev, hvor omverden også fik øjnene op for, at hvis spillerne gerne ville det, så var der måske noget om, at det var en god idé, siger Poul-Henrik Pedersen, der sidenhen endte med at være formand for Nykøbing F. Alliancen og Lolland-Falster Alliancen i sammenlagt 12 år.
Lokalbefolkningen sukkede efter fodbold på højt niveau
Imens Poul-Henrik Pedersen var primusmotor på at få sammenlægningen og projektet om at skabe et nyt fodboldflagskib på Sydhavsøerne på skinner, så oplevede journalist Torben Mølgaard hele historien fra sidelinjen.
Torben Mølgaard har været journalist på både den nu hedengange avis Ny Dag og pt. på Folketidende. Han har derfor fulgt klubbens udvikling yderst tæt og har fra første dag oplevet en stor sult efter fodboldsucces blandt lokalbefolkningen.
– Fodbolden på Lolland-Falster og i Nykøbing-by stod lidt i stampe, og der var selvfølgelig en stor indbyrdes konkurrence mellem de to Nykøbing-klubber, men ingen af holdene havde for alvor baggrunden til at komme længere frem. Derfor tog man et initiativ og forsøgte at slå klubberne sammen, fortæller Mølgaard, der oplevede stor opbakning til projektet fra tilskuerne på Sydhavsøerne.
– Der var stor opbakning til sammenslutningen blandt befolkningen, der sukkede efter fodbold på et vist niveau. B1901 var rykket ud af den næstbedste række i 1984, og sidenhen var klubben røget langt ned i rækkerne. Det er derfor min klare fornemmelse, at der var stor opbakning hele vejen rundt. Folk kunne stadig godt huske den her storhedstid, der havde været under B1901, og den ønskede man selvfølgelig at få igen.
Ønsket om en ny storhedstid kom til udtryk allerede til første hjemmekamp efter den officielle overbygningsaftale trådte i kraft d. 1. januar 1994. Modstanderen var Esbjergs fB’s andethold i Danmarksserien, og selvom det måtte ikke lyder som jordens mest sexede kamp – så dukkede der alligevel 1300 tilskuere op i Nykøbing F. Idrætspark.
Det var ifølge Torben Mølgaard helt usædvanligt og et godt billede på den hype, der var omkring projektet.
– Der var en stor hype omkring Nykøbing F. Alliancen, og vi var da også noget overraskede, da der sad 1300 tilskuere til den første kamp mod Esbjergs andethold. Det var helt usædvanligt dengang, og det må være lige før, at det er en rekord der stadig står den dag i dag på Danmarksserieniveau.
– Klubben havde også lavet noget der lignede en professionel optakt med ophold på hotel dagen før kampen. På trods af det tabte man med 2-0, men det er et meget godt billede på, at man forsøgte at skabe den her hype omkring hele projektet, fortæller Mølgaard, der var til stede på stadion til klubbens første officielle kamp.
– Jeg så klubbens første kamp mod Esbjerg fB II, og jeg kan godt huske, at der var store forventninger til det opgør. Skuffelsen efter kampen var derfor også stor. Det skal dog også siges, at holdet jo først lige var blevet spillet sammen i optakten til sæsonen, da det var lige dele spillere fra B1901 og B1921.
Opbakningen var overvældende
Nok var Nykøbing F. Alliancen tæt på lige dele tidligere B1901 og B1921-spillere, men det var ikke hele forklaringen på, hvorfor klubbens første kamp ikke endte i ren jubelrus.
Med i Nykøbing F. Alliancens angreb til opgøret var den nu tidligere B1921-spiller Steen Jensen, og han fortæller, at de mange mennesker på lægterne til den første kamp gav en del nerver.
– Det var helt vildt for os. Man kan spekulere i om det var derfor, at vi tabte kampen med 2-0. Vi har helt overrumplede over, at der var så mange mennesker, og at folk gik så meget op i det. Der var rigtig mange nerver i den første kamp, fortæller Steen Jensen, der dog overordnet set fandt opbakningen fantastisk.
– Det var super fedt at mærke opbakningen. Når man gik op gennem byen efter en kamp, så havde alle jo nærmest enten været på stadion eller hørt kampen i radioen, og så fik man lige en sludder for en sladder med folk. Det var rigtig sjovt at være en del af hele den stemning, der var omkring klubben dengang. Det var så lokalt og tæt på en, mindes han.
Steen Jensen havde før Nykøbing F. Alliancens tilblivelse spillet næsten alle sine fodboldår i B1921 – blot med en enkelt afstikker på ét år til B1901 i ynglingetiden.
På trods af den store rivalisering mellem B1901 og B1921 husker han dog tydeligt sin positive reaktion første gang, han hørte om tankerne om en overbygning af de to traditionsklubber.
– Jeg kan huske, at jeg synes, at det var en rigtig, rigtig god idé at slå holdene sammen. Det var visionært, og det var den eneste vej frem, hvis fodbolden i i hvert fald Nykøbing skulle blive til noget igen. Det stod jo på noget tid, og det var ikke alle, der synes, at det var en god idé, men det var det eneste rigtige, at det endte med at blive en realitet, siger han.
Rivaliseringen mellem B1901 og B1921 var ikke til at tage fejl af dengang, hvorfor det udefra set kunne ligne en udfordring at samle et homogent mandskab ud af to rivaliserende hold. Ifølge Steen Jensen var det dog slet ikke et problem.
– Jeg har for nyligt kigget på nogle af de gamle holdbilleder fra den første sæson, og man kendte jo nærmest alle spillerne på holdet i forvejen. Det var selvfølgelig anderledes pludselig at spille med rivalen, men det var fedt, og man vidste jo godt, at det var nogle gode spillere, man skulle spille med fra den anden klub. Man havde følelsen af, at vi ville blive endnu stærkere sammen.
– Jeg fornemmede ingen spændinger på holdet. Der var kun god stemning på holdet, og så tog lokalbefolkningen også bare rigtig godt imod det nye hold, slutter han.
Langsomt blev Nykøbing F. Alliancens første mandskab spillet sammen, og den første sæson i klubbens historie endte derfor med en fjerdeplads i Danmarksserien.
Allerede sæsonen efter blev den placering dog kraftigt forbedret, og den del af Nykøbing FC’s historie, kan du læse mere om en af de kommende dage i årets NFC-julekalender.