
I dagens julekalender ser vi tilbage på både surt og sødt, da vi befinder os i årene 2006 og 2007, der både bød på en dramatisk nedrykning og en hurtig oprykning.
Ikke alle tidspunkter i Nykøbing FC’s historie har været lige sjove, men fælles for klubbens mindre goder perioder er, at der altid er blevet slået hurtigt tilbage.
Det gælder ikke mindst i perioden 2006-2007, hvor det daværende Lolland-Falster Alliancen først rykkede ned blot for et år senere at slå tilbage og rykke tilbage i 1. division.
Sæsonen der blev vendt på hovedet
1. Januar 2006 skiftede Nykøbing F. Alliancen navn til Lolland-Falster Alliancen. Forud for navneskiftet var der spillet en halvsæson i 1. division, hvor holdet havde klaret sig ganske flot og lå i subtoppen af rækken.
Stemningen omkring klubben i midten af 00’erne var ifølge den daværende assistenttræner og tidligere spiller, Kennet Nordstrøm, da også rigtig god og der blev for første gang i klubbens historie snakket om muligheden for Superliga-fodbold på Lolland-Falster.
– Der var en super stemning på holdet, men også omkring hele klubben i byen. Der var noget eufori omkring klubben i de her år, og det skyldtes ikke mindst Carsten Broe og de flotte resultater, der var blevet skabt i starten af 00’erne.
– Det var selvfølgelig i en lidt anden tid, men der var den her lidt gammeldags fodboldklubkultur, og det skyldtes ikke mindst, at der var rigtig mange lokale spillere på holdet. Det var nogle virkelig prominente fyre som folk havde nemt ved at identificere sig med, og det betød også rigtig meget for opbakningen.
– Der var nogle klare ambitioner om, at man skulle være med i toppen og måske endda presse på til en plads i Superligaen. Der var ikke en følelse af, at det ikke kunne gå galt, men alle havde en klar fornemmelse af, at vi var gode nok til at ligge i Superligaen, fortæller Kennet Nordstrøm.
Sæsonen startede da også fremragende for Lolland-Falster Alliancen, der havde et godt efterår inden, at sæsonen blev vendt på hovedet i foråret.
– Det første halve år i 05/06-sæsonen minder lidt om det første halve år efter, at Nykøbing FC rykkede i 1. division i 2016. Efteråret var helt fantastisk og man lå i den bedste halvdel af rækken. Derfra begyndte det dog at gå ned ad bakke.
– Pludselig stod man så i en nedrykningskamp, og jeg tror, at det kan sammenlignes lidt med, da Herfølges mesterskabshold rykkede ned eller da Kaiserslautern rykkede ud af Bundesligaen selvom, at de året forinden var blevet mestre. Der var en følelse af, at vi ikke kunne rykke ned – det var vi da for gode til.
– Så man fik det ikke rigtigt ind under huden det med at kæmpe for overlevelsen, og så går det altså galt, når man står overfor en masse hold, der måske er vant til at kæmpe med næb og kløer for at redde sig.
En surrealistisk oplevelse
Før sidste runde stod Lolland-Falster Alliancen overfor en knald eller fald kamp mod Lyngby BK, hvor mindst ét point var påkrævet for, at endnu en sæson i 1. division kunne blive sikret.
2200 tilskuere i Nykøbing F. Idrætspark så LFA have fuldstændig styr på kampen og være foran både 2-0 og 3-1 inden, at holdet blev ramt af en udvisning til midtbanekrigeren Anton Smedegaard.
Lyngby BK overtog herefter kampen og via to scoringer dybt inde i dommerens tillægstid vandt de kampen med 4-3 og sendte dermed hjemmeholdet en tur i 2. division.
Kennet Nordstrøm husker oplevelsen som værende meget speciel.
– Jeg husker oplevelsen som værende nærmest surrealistisk. Vi havde fuldstændig styr på Lyngby, og de var afhængig af, at Randers skulle tabe deres kamp, hvis de skulle kunne rykke op. Randers vandt stensikkert imod et bundhold, så Lyngby havde ikke noget at spille for til sidst. Alligevel kørte de bare på, og det evnede vi ikke at stå imod i den forfatning, vi var i på det tidspunkt, mindes Nordstrøm inden, at han fortsætter.
– Da de scorer til 3-3, kan jeg huske, at man tænker, at nu kan kampen lige så godt dø. Der er få minutter tilbage, og det står klart, at Lyngby ikke kan nå at rykke op, fordi Randers fører 2-0 i deres kamp. Lyngby var bare ovenpå, så de moste videre, og så lykkedes det dem at slå os til allersidst.
– Da man sad i omklædningsrummet efter kampen, kunne man næsten ikke rigtigt forstå, at vi var rykket ned. Det var en enorm mærkelig følelse efter sådan en kamp.
’Det skulle være løgn’
Efter den enorme skuffelse i slutningen af sæsonen 05/06 lagde en midlertidig dyne over stemningen i LFA.
Skuffelsen blev dog hurtigt rystet af truppen, der ifølge Kennet Nordstrøm kom tilbage til træningen op mod den nye sæson med en fantastisk attitude.
– Der var en stemning og en fælles følelse af, at vi skulle bare hurtigt tilbage. Vi havde alle en klar fornemmelse af, at vi havde et kanonhold selvom, at der var et par stykker, der smuttede fra klubben.
– Det var ligesom, at man kom tilbage fra sommerpausen og sagde ’det kan kraftedeme ikke være rigtigt’, og så tog man skeen i den anden hånd. Den daværende cheftræner Carsten Broe var virkelig god til at sætte folk op, og det formåede han virkelig at gøre op mod den nye sæson. Man var virkelig klar, og det kunne kun gå for langsomt med at komme tilbage i 1. division og vise, at det var en fejl, at vi rykkede ned.
– Det var egentlig en meget fed stemning, der var i klubben i den periode. Man kom fra en kæmpe skuffelse til pludselig at være i oprykningsgear, og vi var meget fokuserede på at løse den opgave. Det var meget fascinerende at være en del af.
Lolland-Falster Alliancen kom da også stormende ud til den nye sæson, og i de første kampe i 2. division var der ifølge den daværende assistenttræner også tydelig klasseforskel.
– Det var også tydeligt, at vi var bedre end de hold vi mødte i starten af sæsonen. Vi dominerede dem på alle parameter, og der var bare rigtig stor forskel på os og resten. Jeg mener, at vi vandt 5-1 i den første kamp i 2. division, og der var ingen, der kunne røre os i den periode, siger Kennet Nordstrøm.
Succestræneren Carsten Broe forlod i efteråret klubben, og det skabte en midlertidig uro i truppen, hvis resultater blev en smule mere svingende.
Efter en lille håndfuld kampe, hvor Kennet Nordstrøm overtog tøjlerne blev Tom Nielsen hentet ind som permanent cheftræner, og han formåede at få styr på tropperne, så sæsonen gik hen og blev en regulær jubelsæson, hvor man lykkedes med en hurtig tilbagevenden til 1. division.
– Vi ender med at rykke op i overlegen stil. Vi slog blandt andet FCK’s andethold med 5-0, og i den periode var vi rigtig skarpe igen. Det var lidt af en jubelsæson – specielt i foråret, hvor vi var i en klasse for sig, slutter Kennet Nordstrøm.
Lolland-Falster Alliancen røg herefter ind i en periode, der bød på omskiftelige resultater inden, at klubben i 2013 vejede morgenluft og en ny epoke for fodbolden på Lolland-Falster kunne starte.
Læs mere om den periode senere i NFC-julekalenderen.