Nykøbing FC gav god modstand, men AC Horsens kunne efter 90 minutter snige en snæver 0-1-sejr med hjem over broerne.
Det var NordicBet Ligaens førerhold, der onsdag aften gæstede Lollands Bank Park, men det var i store perioder ikke til at se, at der før kampen var 26 point mellem holdene.
Kampen blev en ganske jævnbyrdig affære, hvor første halvleg i det hele taget var en ganske chancefattig omgang.
AC Horsens stille op med store Magnus Jensen i angrebet, og en stor del af gæsternes spil var lagt op på direkte spil mod netop ham. NFC-defensiven anført af Kasper Jensen og Elias Gärtig stod dog fantastisk imod, og det var ikke det store, at topholdet fik skabt.
Efter 23 minutter fik de dog tilkæmpet sig en standardsituation, hvor Malte Killerich sled sig fri af sin markering og flot headede bolden i kassen til 0-1.
Kampen fortsatte med at være en lige affære uden, at hverken hjemme- eller udehold for alvor fik sat sig på dysten.
Momentvis viste Nykøbing FC dog rigtig flot spil, og få minutter før pausefløjtet satte NFC gang i et decideret mønsterangreb, hvor Lukas Giessing i sidste ende dog måtte se sin flade afslutning snuppet af Horsens-målmanden.
AC Horsens kunne derfor gå til pause med en 0-1-føring.
Efter en lettere chancefattig og tæt omgang i første halvleg, kom der mere gang i den i anden halvleg, hvor Nykøbing FC langsomt satte sig mere og mere på opgøret.
Lars Pleidrup satte gang i anden halvleg med et forsøg fra kanten af AC Horsens felt, men forsøget blev blokeret.
Efter 58 minutter kombinerede NFC igen flot, inden at Lars Pleidrup slog et godt indlæg ind mod Mathias Kristensen. MK blev jævnet med jorden, men dommeren vinkede afvisende med armene, hvorefter AC Horsens satte gang i en omstilling, imens MK lå og tog sig til hovedet.
En veludført omstilling mundede ud i en god afslutning fra NFC-feltet, men Jannich Storch, som ellers endnu havde været nærmest arbejdsløs, var klar og leverede en god redning.
Efter 64 minutter var Jannich Storch igen klar, da AC Horsens sendte et frispark fra små 25 meter mod mål. Storch stod i det hele taget en ny stor kamp for NFC.
I kampens sidste tredjedel blev der i høj grad lukket op for sluserne.
Efter 68 minutter var Mathias Kristensen tæt på at kunne heade et godt indlæg i kassen, men hårdt presset i afslutningsøjeblikket strøg bolden snært forbi mål. Målet havde været kronen på en fornem aktion af Milas Schwensen, der kom ind med en halv time tilbage, og han leverede igen et godt indhop.
Nykøbing FC pressede på i denne fase, og det gav uundgåeligt plads den anden vej.
Storch var dog klar med en ny god redning, inden at også sammenføjningen måtte stå i vejen ved et drøn af et langskud fra gæsterne.
Nykøbing FC fik taget den værste brod af AC Horsens’ omstillinger, og mod afslutningen var det af to omgange tæt på en sen udligning.
Først fik Mathias Kristensen blokeret en lovende halvflugter tæt under mål, og i dommerens tillægstid måtte Emeka Nnamani også se et forsøg snige sig snært forbi kassen.
Emeka Nnamani blev sendt igennem i venstresiden, hvor han med et fantastisk træk satte defensiven til vægs og kom til afslutning. Forsøget fra den lettere spidse vinkel sneg sig dog forbi den ene stolpe.
NFC pressede på til det sidste, men ind ville bolden ikke i dag, hvorfor AC Horsens kunne notere en 0-1-sejr og tage et stort skridt mod Superligaen.
Næste opgave for Nykøbing FC er på mandag, hvor Lyngby BK gæster Lollands Bank Park.
Den kamp kan du købe billet til på nfc.eventii.dk.
Nykøbing FC – AC Horsens
18.05.22 Kl. 18:30 i Lollands Bank Park
30. Spillerunde i NordicBet Ligaen.
1-0 (1-0)
1-0, Malte Killerich (23 min)
Nykøbing FC: Jannich Storch, Mikkel Juhl, Kasper Jensen (89. Malte Johannsen), Elias Gärtig, Simon Madsen, Victor Christiansson (89. Lucas Nyman), Mads Carlson (83. Nicolai Jessen), Mathias Gehrt, Lars Pleidrup (63. Emeka Nnamani), Lukas Giessing (63. Milas Schwensen), Mathias Kristensen.